Især jyderne elsker det: Momskampagne fordobler salget

Fejring af fødselsdage ligger nok stadig suverænt øverst på listen over dagligvarekædernes markedsførings-stunts.
Men det er også en klassiker, som Coops discountkæde 365 nu genoptager, når kædens over 340 butikker fra i dag torsdag d. 6. marts og frem til og med onsdag d. 12. marts igen kører "Skær momsen" på frugt og grønt - det vil sige sænker priserne med 20 procent, svarende til momsen.
- Vi vil gerne gøre det nemmere at prioritere frisk frugt og grønt for alle danskere. Sidste år så vi en markant stigning i salget af frugt og grønt under ’Skær Momsen’ over hele landet, hvor det blev tydeligt, at prisen har enormt stor betydning for danskernes indkøbsvalg. Det var særligt tydeligt i Jylland, hvor salget af frugt og grønt under ’Skær Momsen’ steg med 156 procent i Viborg og med 98 procent i Haderslev, siger Michael Tilsted, kædedirektør i 365discount i en pressemeddelelse.
Totalt set steg kædens salg af frugt med 43 procent og af grøntsager med 37 procent under den tilsvarende kampagne sidste år, og forventningen er en endnu højere stigning i år.
Kiwi, en af Norges to største kæder, lancerede ideen med at "cutte" momsen på frugt og grønt i perioder for over 10 år siden og har kørt kampagnen i flere omgange.
Kiwi er ejet af Dagrofas største ejer, NorgesGruppen.
En momssænkning på frugt og grønt har også været et stort tema i dagligvarehandlen herhjemme, og det har vist sig at at være et godt middel til at få politikerne i tale.
Indtil videre er der dog ikke kommet noget konkret udbytte ud af dialogen.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.